WHAT'S HOT?


Vi designer, producerer og sælger briller. Det gør vi med etisk ansvarlighed og med respekt for miljøet.
Have A Looks briller bliver designet i Danmark, og vi får dem produceret i Taiwan i tæt samarbejde med vores producent – en familieejet virksomhed gennem to generationer. Vi har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med dem i mange år, besøgt og mødt dem flere gange, og vi betragter dem mere som betroet partner end leverandør.
Med FDA, CE, REACH, ISO 9001 og EN ISO 12312-1 certificeringer lever vores producent op til internationale standarder, ligesom deres code of conduct lever op til Have A Looks værdier i forhold til menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og social ansvarlighed.
Siden 2022 har vi udelukkende produceret brillestel i biobaseret plast lavet af ricinusolie. Materialet er et godt og bæredygtigt alternativ til konventionel plastik og yderst velegnet til brillestel. Det er både holdbart og fleksibelt,og det indeholder ingen sundhedsskadelige stoffer.
Brillestellene bliver sprøjtestøbt. Der er normalt ingen spild ved en sprøjtestøbeproduktion. For at fjerne urene partikler køres ren BIOplast igennem indløbssystemet ved produktionens opstart. Det spild der genereres i rensningsprocessen, sender vores leverandør til recycling, hvor det benyttes til produktion af andre varer, som ikke kræver samme høje grad af farverenhed.
Vores brilleglas er fremstillet i akryl og har en høj genanvendelsesværdi. De indeholder ingen sundhedsskadelige stoffer og er ved normal håndtering af bortskaffelse (ved forbrænding eller genanvendelse) uproblematiske i forhold til miljøet.
Alle vores filetuier er lavet af genbrugte plastflasker (rPET).
Både de færdige briller og etuier, du køber hos os, er altså fra fødslen fremstillet og håndteret med omtanke og respekt for miljøet og din sundhed! Når deres levetid er forbi, håber vi, at du vil gøre dit til, at de ikke havner i naturen eller i havet.
Er du i tvivl om, hvad du skal stille op med dine aflagte briller, er du velkommen til at sende dem til os. Så sørger vi for, at brillerne bliver bortskaffet og genanvendt på forsvarlig vis med respekt for miljøet.
Miljømæssig forsvarlig håndtering, produktion, brug og bortskaffelse til trods, sætter vi som virksomhed uvægerligt et CO2-aftryk – det er vi bevidste om, og vi gør vores bedste for at reducere vores andel af verdens CO2-udslip. Vi transporterer i videst muligt omfang vores briller fra Taiwan til Danmark med skib, vi sørger for ikke at overproducere samples og kataloger, genbruger emballage, når det er muligt og anvender miljørigtige løsninger, når ny emballage er nødvendigt. Vi bruger udelukkende FSC-mærket papir, sorterer affald og er generelt bevidste om at værne om miljøet i vores daglige virke.